Som leder kan det være en gave at få feedback.
Ledere vurderes, måles og vejes ofte ud fra økonomiske resultater på bundlinjen, kortsigtede mål og resultater. Det er til at tage og føle på og tilrettelægge efter.
Det kan være sværere at blive vurderet på sin ledelsesadfærd.
Der findes mange arbejdspladsvurderinger, 360-graders-undersøgelser og trivselsundersøgelser. Det kan være svært at modtage kritik, men tag imod det som en gave.
Der tales meget om kommunikation – om det er afsender eller modtager, der har ansvaret for budskabet. I forhold til disse vurderinger, kommer alle parter længst med en konstruktiv giver og en åben og nysgerrig modtager.
Vær nærværende, nysgerrig og spørg ind til de kritikpunkter, der er, og sæt dig i medarbejdernes sted. Hvilke behov er det, som de ikke får opfyldt og som skaber eventuelle frustrationer? Når du mener du har forstået deres budskaber, så meld autentisk ud hvad det betyder for dig. Der er punkter, der kan arbejdes med både i forhold til dig selv og din adfærd, arbejdsforhold og rammer der kan ændres. Du ved også hvilke grænser der er, for hvad der kan ændres og som er væsentlige at tydeliggøre.
Hvis du er autentisk, nærværende og åben for dine medarbejderes budskaber, vil du opleve hvilken gave, dine medarbejdere faktisk giver dig. Tag imod gaven, luk den langsomt op og se hvad der gemmer sig i det skjulte og husk at sige tak.